Endnu en morgen med morgenmad på vores ”stam-restaurant”. Jeg fik den gode ide, at spørge restauratøren om det var muligt at bestille en ”colectivo” til San Pedro de la Laguna, og det var det. Han ringede efter ejeren af et lille turistbureau og fyren kom op på restauranten og talte med os. Vi aftalte, at han skulle hente os kl 13 på vores hotel og at prisen pr. person var 80 kr. Han fortalte glad og fro, at han ville komme i en Merzedes Benz Sprinter.
Vores ”børn” kom for at sige farvel... 
Igen blev vi afhentet til tiden og da vi havde fået læsset al vores bagage i bilen begyndte turen.
Vi kørte i de smukkeste omgivelser. 
Da vi havde kørt ca 2 timer i alt ( og ca 1 time i flotte bjerge), kørte vi rundt
i et sving på vej ned af bjerget…og der …lige foran os, lå Atitlan søen. Hold da op et syn!
i et sving på vej ned af bjerget…og der …lige foran os, lå Atitlan søen. Hold da op et syn! Desværre kunne vi ikke komme til at stoppe, så de fotos, der er taget, er taget ud gennem forruden.
Jeg er ikke helt sikker på om chaufføren egentlig vidste, hvor langt der var til San Pedro, for ham og konen, som var med på turen, talte de sidste 15 min om, hvorvidt vi kunne tage en tuc-tuc det sidste stykke vej. Jeg tror samtidig, at han var en smule nervøs for sin fine bil.
Nå, men vi ankom og fik sagt pænt farvel og god tur hjem til Chichi.
Kizzie og jeg gik, vanen tro, på hoteljagt. Jeg havde læste en artikel fra en dansker, som har været her i 2007, at der skulle være et dejligt hotel med udsigt over søen, så der gik vi hen først. Hotel Manzion del Lago hedder stedet.
Vi var så heldige, at få 3 værelser på 3. sal…det er den bedste udsigt…og jeg fik pruttet prisen ned med 20 kr pr næse., så vi giver nu 50 kr pr snudeskaft, pr nat.
Der står et træ lige udenfor vores terrasse og det vrimler med kolibrier og andre småfugle, som jeg ikke kender navnet på.
Vejret er rigtigt godt., men når solen går ned, bliver her meget køligt. Jeg gætter på, at her i dagstimerne er ca 25 gr om dagen.
Vi fandt en restaurant helt ud til søen og satte os, nærmest i vandkanten, for at spise aftensmad.
Da vi skulle betale, kunne de ikke give penge tilbage… ingen byttepenge, sagde damen.
Nå da, sagde jeg, så må vi jo vente til i morgen. Til det, trak hun på skulderen og sagde, ja, det må I vel. Så jeg tog regningen og så gik vi!
Vi oplever gang på gang, at de ikke kan give penge tilbage. De suser rundt til hinanden, for at høre, om nogen kan veksle.
Tirsdag d. 28. oktober.
Jeg stod op kl 7 til en flot morgen. Det lykkedes mig at få taget et par rimelige fotos af kolibrierne.
Kizzie og jeg tog en tuc-tuc op i byen, for at gå i banken og få vekslet lidt af vores 100 Q sedler.
I samtlige banker står der en hårdt bevæbnet betjent ved døren og lukker folk ind og ud.
Vi gav 4 x 100 og bad om, at få udbetalt dem i 20,ere, men nej. De havde sørme heller ingen byttepenge, men kunne dog mønstre nogle 50’ere. På vores gåtur ned mod søen ( tilbage til hotellet) købte jeg et par julegaver.
Jeg gik hen til restauranten og betalte vores gæld, og de kvitterede med et” mange tak”.
Kizzie døjer med solen, så hun ville tage en slapper om eftermiddagen. Gitte og jeg talte med en lokal guide, som kunne anbefale en tur til ”stranden” ca. 10 km herfra. Vi besluttede at tage af sted.
Pris 75 kr pr næse, og så skulle vi selv finde en bus hjem igen.
Vi blev sat ind i en taxa med besked om, at afregne med chaufføren. Da vi havde kørt ca. 5 min faldt taxaens skilt af. På med det igen. 5 min senere smuttede det ned midt på bagruden. Ok, denne gang kom skiltet ind i bilen. 5 min senere gik bilen i stå og det tog lidt tid, at få den i gang igen.
Men endelig var vi ved stranden. Gitte gav en 100 og fik 20 tilbage og jeg viftede så med min 100, men nej..Gitte havde jo betalt, sagde han. Ok, tak for det!
Stranden viste sig at være et rigtig mudder-pløre-møg-hul, så der var ingen badning til os. Vi solede os dog lidt og efter ca 1 time gik vi op til vejen for at fange en bus. Chicken-bus kalder de dem her ( kyllinge-bus). Vi ventede kun ca 10 min, så kom der en bus. Jeg kom først op, i en allerede overfyldt bus, og fik placeret mig stående ved siden af chaufføren. Gitte fik en ståplads på det andet nederste trin og lige bagved hende stod en herre på det nederste trin. Altså…ingen dørlukning.
Det var sgu en oplevelse. Vi var de eneste turister i bussen og de lokale grinede meget af os, fordi vi havde små-prolemer med at holde på både hat og briller samtidig med at vi skulle holde fast.
Billetmande stod bagerst i bussen og på et tidspunkt råbte han til mig, at jeg skulle komme derned. Ja, hvordan du? Jeg fik mast mig vej derned af og så pegede han på et sæde og sagde…sæt dig der!
Der sad i forvejen 2 mænd, som fik besked på at rykke sig sammen så jeg kunne få ”en balle”.
Jeg betalte for os begge 2 .. 8 kr i alt.
Chaufføren skulle nu op foran, og hvordan kommer man det, i en overfyldt bus? Jo, system Crocodile Dundee ..hiver sig op, via 2 rør i loftet, og kravler så fra sæderyg til sæderyg, og så er man oppe foran i løbet af ingen tid. Hjem kom vi… i højt humør.
Gik på bar og fik den bedste Piña Colada på turen. Men at drikke den, i høj sol… uha. Det går lige til hovedet.
Vi besluttede at indtage aftensmaden på samme sted som i går. Og denne gang havde vi sørget for at have lige penge med!
På baren lige ved siden af, var der ”happy hour”. 2 drinks for 1 drinks pris. Så vi gik til den.
Bestilte først nogle Piña Coladas og dernæst en enkelt Daiqueri.
I seng kl ca 22.30
Nå, men vi ankom og fik sagt pænt farvel og god tur hjem til Chichi.
Kizzie og jeg gik, vanen tro, på hoteljagt. Jeg havde læste en artikel fra en dansker, som har været her i 2007, at der skulle være et dejligt hotel med udsigt over søen, så der gik vi hen først. Hotel Manzion del Lago hedder stedet.
Vi var så heldige, at få 3 værelser på 3. sal…det er den bedste udsigt…og jeg fik pruttet prisen ned med 20 kr pr næse., så vi giver nu 50 kr pr snudeskaft, pr nat.Der står et træ lige udenfor vores terrasse og det vrimler med kolibrier og andre småfugle, som jeg ikke kender navnet på.
Vejret er rigtigt godt., men når solen går ned, bliver her meget køligt. Jeg gætter på, at her i dagstimerne er ca 25 gr om dagen.
Vi fandt en restaurant helt ud til søen og satte os, nærmest i vandkanten, for at spise aftensmad.
Da vi skulle betale, kunne de ikke give penge tilbage… ingen byttepenge, sagde damen.
Nå da, sagde jeg, så må vi jo vente til i morgen. Til det, trak hun på skulderen og sagde, ja, det må I vel. Så jeg tog regningen og så gik vi!
Vi oplever gang på gang, at de ikke kan give penge tilbage. De suser rundt til hinanden, for at høre, om nogen kan veksle.
Tirsdag d. 28. oktober.
Jeg stod op kl 7 til en flot morgen. Det lykkedes mig at få taget et par rimelige fotos af kolibrierne.
Kizzie og jeg tog en tuc-tuc op i byen, for at gå i banken og få vekslet lidt af vores 100 Q sedler.
I samtlige banker står der en hårdt bevæbnet betjent ved døren og lukker folk ind og ud.
Vi gav 4 x 100 og bad om, at få udbetalt dem i 20,ere, men nej. De havde sørme heller ingen byttepenge, men kunne dog mønstre nogle 50’ere. På vores gåtur ned mod søen ( tilbage til hotellet) købte jeg et par julegaver.
Jeg gik hen til restauranten og betalte vores gæld, og de kvitterede med et” mange tak”.
Kizzie døjer med solen, så hun ville tage en slapper om eftermiddagen. Gitte og jeg talte med en lokal guide, som kunne anbefale en tur til ”stranden” ca. 10 km herfra. Vi besluttede at tage af sted.
Pris 75 kr pr næse, og så skulle vi selv finde en bus hjem igen.
Vi blev sat ind i en taxa med besked om, at afregne med chaufføren. Da vi havde kørt ca. 5 min faldt taxaens skilt af. På med det igen. 5 min senere smuttede det ned midt på bagruden. Ok, denne gang kom skiltet ind i bilen. 5 min senere gik bilen i stå og det tog lidt tid, at få den i gang igen.
Men endelig var vi ved stranden. Gitte gav en 100 og fik 20 tilbage og jeg viftede så med min 100, men nej..Gitte havde jo betalt, sagde han. Ok, tak for det!
Stranden viste sig at være et rigtig mudder-pløre-møg-hul, så der var ingen badning til os. Vi solede os dog lidt og efter ca 1 time gik vi op til vejen for at fange en bus. Chicken-bus kalder de dem her ( kyllinge-bus). Vi ventede kun ca 10 min, så kom der en bus. Jeg kom først op, i en allerede overfyldt bus, og fik placeret mig stående ved siden af chaufføren. Gitte fik en ståplads på det andet nederste trin og lige bagved hende stod en herre på det nederste trin. Altså…ingen dørlukning.
Det var sgu en oplevelse. Vi var de eneste turister i bussen og de lokale grinede meget af os, fordi vi havde små-prolemer med at holde på både hat og briller samtidig med at vi skulle holde fast.
Billetmande stod bagerst i bussen og på et tidspunkt råbte han til mig, at jeg skulle komme derned. Ja, hvordan du? Jeg fik mast mig vej derned af og så pegede han på et sæde og sagde…sæt dig der!
Der sad i forvejen 2 mænd, som fik besked på at rykke sig sammen så jeg kunne få ”en balle”.
Jeg betalte for os begge 2 .. 8 kr i alt.
Chaufføren skulle nu op foran, og hvordan kommer man det, i en overfyldt bus? Jo, system Crocodile Dundee ..hiver sig op, via 2 rør i loftet, og kravler så fra sæderyg til sæderyg, og så er man oppe foran i løbet af ingen tid. Hjem kom vi… i højt humør.
Gik på bar og fik den bedste Piña Colada på turen. Men at drikke den, i høj sol… uha. Det går lige til hovedet.
Vi besluttede at indtage aftensmaden på samme sted som i går. Og denne gang havde vi sørget for at have lige penge med!
På baren lige ved siden af, var der ”happy hour”. 2 drinks for 1 drinks pris. Så vi gik til den.
Bestilte først nogle Piña Coladas og dernæst en enkelt Daiqueri.
I seng kl ca 22.30
STOR tak til min yngste datter ...godt at kunne lidt spansk !!!
Nye fotos lagt ind på http://2008.loneblume.dk/
På genhør !
Ingen kommentarer:
Send en kommentar