søndag den 4. maj 2014

Cochins skønhedskonkurrence og fiskenet.


4/5 2014

Vi var super heldige med vores guide idag. Men Senthil var møg sur, da vi mødtes. Det viste sig, at han var blevet jaget fra herodes til pilatus af hhv hotel og politi. Nå, han blev moppet lidt og så var han god igen.

Cochin er en hyggelig by. En sjovt mix af nyt og gammelt, kristendom, muslimer og hinduer og det hele krydret med en jødisk bydel.
Vi startede med at se det portugiske palads, hvor kongen af Kerala boede indtil ca 1940. Den royale familie bor stadig i byen men uden nogen former for privilegier ud over at de er stenrige og stadig respekteret af befolkningen.
Det var spændende og vores guide var meget vidende og sjov og hans engelsk var glimrende ( til forskel fra nogle af de andre guide vi har haft ).

Vi løb nok lidt hurtigt gennem paladset for varmen er ved at tage livet af os. Jeg mindes ikke, at jeg har svedt som jeg har gjort idag. Sveden tap- rendte fra mig..min hud var ikke fugtig, men drivvåd.

Vi ærgrer os lidt over, at vi ikke er her i næste uge. Der skal nemlig afholdes skønhedskonkurrence. Vinderen af konkurrencen vinder flotte smykker og får i øvrigt det store privilegium at kunne bo i templet. Hov, glemte jeg at fortælle, at konkurrencen kun er for elefanter!
Guiden fortalte, at det er en oldgammel tradition. Elefanterne bedømmes på højde, stødtænder, øjne mm. 

Næste stop var den jødiske synagoge og den jødiske bydel. Synagogen var i mine øjne ikke så speciel men det var bydelen til gengæld. Hyggelige små gader med handlende, der var mere eller mindre anmassende.

Nu skulle der tankes væske på os, og guiden førte os til en restaurant, hvor vi hurtigt kastede en halv liter vand indenbords.

Vi blev indført lidt i kastesystemet og vores guide tog os med til "vaskeri arbejder kasterne". Vi besøgte et meget stort vaskeri, hvor såvel mand som kone arbejder. De folk, der arbejder der, skal selv sørge for at finde kunder og jo bedre de servicerer disse, jo større chance er der for at de kan få mere at lave.
For os, er kaste systemet mystisk. Mere eller mindre erhvervs-bestemt. Der er 4 hoved kaster, herunder et stort antal underkaster, som f.eks. tømrer-kaster, fisker-kaste, skomager-kaste osv.
Man gifter sig ikke over eller under egen kaste men få har alligevel gjort det. Det bevirker så at forældrene ikke længere vil kendes ved dem, men når der kommer børnebørn til, blødes der ofte lidt op på det.

De kinesiske fiskenet stod og ventede på os. Det var sjovt at se. Jeg havde egentlig nok forventet, at de lå mere eller mindre ubrugte hen, men nej. De var i brug alle sammen. Det er nogle pænt store net på en masse pæle og ved hjælp af vægtstangs princippet blev de ca hvert femte minut sænket i vandet og hevet op igen. Ofte med fisk i.
Fiskene blev leveret direkte videre til fiskeboderne, hvor de blev solgt. Vores guide fortalte os, at de små fiskeboder også gerne tilberedte fiskene til os. Vi skulle blot vælge vores fisk ud og så ville de servere den senere.

Nu gik turen til en kristen kirke,
hvor Vasco da Gama havde ligget begravet indtil man flyttede ham tilbage til Portugal. En anden sjov ting var, at når man gik ind i kirken, så lå Portugiserne til venstre i kirken og hollænderne til højre. Da Vasco ankom blev kirken katolsk, men så kom hollænderne og kirken blev nu protestantisk, så kom englænderne og så blev den anglikansk.....og nu er den lidt af det hele men bliver omtalt som anglikansk protestantisk. 

Næste kirke var katolsk og den så vi kun udefra, da den var lukket. Der var en tilhørende katolsk pigeskole som iflg vores guide har et godt ry. 

Vi blev smidt af ved vores hotel midt på eftermiddagen og de næste par timer gik med at komme lidt ned i temperatur. 

Priserne her i Cochin er rimelige. Mad og drikke på restauranterne er stort set som de andre steder vi har været med undtagelse af Madurai, som var dyrest. 
Til gengæld er det forholdsvis nemt at prutte priser her. Og det kan vi jo godt lide!

Imorgen har vi en 5 timer lang køretur foran os inden vi ankommer til Kovalam. Det er i skrivende stund gået op for mig, at ferien lakker mod enden.

Pas på jer selv og hinanden.

Tak for jeres hilsner via email og sms'er!

KH
Lone og de 2 andre

Ingen kommentarer: