Bogotá på gå-ben.

15/9-2013

Efter en dejlig morgenmad, var vi klar til at tage fat på dagens oplevelser.

Aftalen var, at vores guide skulle hente os kl. 9.  Det blev dog først kl. 9.30, da Julio, som vores guide hed, tilsyneladende havde fået oplyst et forkert hotel.  Vi så ham faktisk gå forbi lidt i 9, men vi kunne jo ikke vide, at han skulle møde os. 

Plaza de Bolivar

Nå, han ankom og tog os med til den gamle bydel, La Candelaria, hvor vi så regerings bygningen, præsidentens palads og justitsministeriet. 

Det er lidt vildt at tænke på, hvor stor indflydelse Simon Bolívar havde...i store dele af denne del af verden. 

Efter revolutionen i 1948 ( tror jeg nok det var ) blev Bogotá forandret for altid. 

Der er stort set ingen af de oprindelige indbyggere tilbage, og de der er, bor i 3 reservater.  Selv det gamle sprog er væk. Der tales dog mange dialekter, vist nok 68 " sprog" i alt, hvoraf de 65 er dialekter. Spansk er selvfølgelig hovedsproget og de sidste 2 sprog er en slags caribisk engelsk og et sprog mere som jeg ikke kan huske (måske er det portugisisk). 

Vi blev også informeret om, at der aldrig har været andet en hvide præsidenter. En enkelt gang kom en indfødt tæt på at blive valgt....men så blev han skudt!

Efter at have travet rundt i området kom tiden til besøget på Museo del Oro, Guld museet. 

Her findes, efter sigende, den største samling af guld fra " før Spanierne" i hele latin Amerika.

Guld i lange baner

Det var faktisk meget interessant, men Julio foreslog, at vi udvalgte 2 områder, da det ville tage hele dagen at komme hele museet igennem. Vores guide var utrolig informativ og meget vidende. Julio havde gemt den bedste oplevelse til sidst, et besøg i et kulsort rum med en spektakulær udstilling af offergaver. Fremvisningen tog 3 minutter. Flot, flot lavet.

Uden for museet så vi damer iført traditionelle kjoler, Julio oplyste, at de solgte smaragder. Colombia er i øvrigt det land i verden, som producerer flest smagrader.

Smagrad sælgere

Vi bød Julio på en kop kaffe og vi fik svar på nogle af vores spørgsmål. Julio skulle videre, men sørgede først for en taxa til os. Vi sagde pænt farvel og tak for en god dag.

Vi kørte i taxa i en halv time og under hele turen var der en hastighedsbegrænsning på 30 km/t. Det overholdt chaufføren ca. 4 meter før et stoplys, ellers lå han på minimum 70 km/t, vi fløj rundt på bagsædet. Vi nåede dog frem, uden de store skader, til markedet i Usaquin. Vi havde set frem til at besøge markedet, men det var en skuffelse for os. Vi havde nok forventet et marked som dem vi kender fra Peru og Bolivia, men sådan var det ikke. Stort set kun tingeltangel som man kan købe mange steder, samt lidt kunsthåndværk.

Vi købte 2 sandwich, men der var desværre lidt for mange løg til Lones smag, så da den blev efterspurgt af en værdigt trængende, blev den foræret væk. 

Midt på eftermiddagen mødtes vi med Angelika, som har lavet turen for os.
Vi drak en god kop kaffe og sludrede i en god times tid med hende.

Tilbage til hotellet i en lidt anden køreversion. Denne chauffør slog kun luften ud af Kizzie! 

Da vi stod ud af taxaen henvendte chaufføren sig til Lone og sagde at hun skulle passe på sit kamera, for der var mange der stjal.

Vi har endnu ikke helt fundet ud af om vi kan lide Bogotá, selv om byen i glimt minder om Santa Cruz.

Traditionen tro, sidder vi nu blot og venter på vi kan være bekendte at gå i seng!!


Pas på hinanden.

Kizzie og Lone